Menu

Unødvendigt nederlag til 2. senior mod FC Lejre

image
Kim Wolfram
21. august 2016 kl. 22:21
1-0 føring blev til et 1-3 nederlag

Første hjemmekamp i Sjællandsserien på Herlev Park, godt vejr, bemandet speakerboks og mange tilskuere, jo rammerne var i orden da vores 2. senior denne lørdag tog i mod FC Lejre. Der var gensyn med Michael, tilbage fra langvarig skade og Wolle der havde holdt pause i 10 måneder, begge fik fuld spilletid, begge lidt rustne med godkendt indsats.

Fokus var naturligvis på ikke at give unødige chancer væk og den gameplan blev fulgt fra begge hold og derfor var der kun ganske få chancer i 1. halvleg og ganske retfærdigt 0 – 0 ved pausen. Kampen blev i øvrigt ledet af svensk gæstedommer og han dømte en fin 1. halvleg.

Pause, pep talk og en enkelt udskiftning, Hasan ud og Muza ind. Vi kom fint i gang med 2. halvleg, fik flere gode udfordringer på vores kanter og endelig kom den forløsende scoring da Alex løber fra sin oppasser, trækker godt ind i banen og hakker kuglen i kassen i det korte hjørne. Det rystede FC Lejre og vi havde godt greb om kampen frem til der var spillet en time, så trækker Muza en tåbelig advarsel og i spillet 11 mod 10 får FC Lejre hos presset tilbage. Et groft frispark på Jonas burde have udløst en advarsel til FC Lejres nummer 7, han slap og var efterfølgende tæt på at få udlignet. Jonas blev desværre dårlig efter den hårde medfart og måtte lade sig udskifte, Hasan kom på kassen og inden vi var fuldtallige kom så udligningen da FC Lejre fastholdt kuglen efter hjørnespark. Jonas blev heldigvis frisk igen og kunne komme på mål.

Dommerlinjen blev desværre ganske ujævn i 2. halvleg, FC Lejres nummer 7 blev ved med at lave frispark uden det kostede advarsel, til gengæld lavede vi flere dumme frispark hvor vi ville lave det smarte og ikke gøre det nemme. Små 10 minutter før tid laver Marcus et sådant frispark og det udnytter FC Lejre med en indøvet detalje og vi er nede 2 – 1. Vi satsede offensivt men igen dummer vi os da Marcus sparker hjørneflaget ned i frustration, efter bolden er ude af spil, og dermed 10 mod 11. Helt galt går det i tillægstiden da FC Lejre slår kontra og Jonas 40 meter fra mål nedlægger en FC Lejre spiller der ellers ville have frit løb, korrekt udvisning til Jonas og i samme moment advarsel til vores anfører og dermed slutter vi kampen 8 mod 11, Hasan på mål igen og dybt inde i tillægstiden slår FC Lejre sidste søm i kisten og dermed 3 – 1.

En time i kontrol hvor vi gør alting rigtigt og så taber vi sutten den sidste halve time, den var svær at sluge. Trænerteamet har en stor opgave i den kommende uge med at få rejst holdet igen inden vi på lørdag drager til Frederikssund, det er også paradoksalt at ingen fra det store trænerteam på 1. holdet kommer forbi og kigger på de spillere som 2. holdet får fra 1. holds truppen, der er sådan set nok at tage fat på næste træningsaften og det må alt andet lige være bedre at man ved selvsyn har konstateret hvor der skal sættes ind frem for at få meldingen på telefon! De første to kampe viste at selv mindre fejl straffes på dette niveau, vi er jo ellers fint med både fysisk, teknisk og taktisk, og husk så at fodbold er et holdspil hvor vi sammen vinder og taber som hold, måske vi lige skulle få renset luften og så give hinanden hånd på vi står sammen som hold, referenten kommer til Frederikssund og håber på en positiv reaktion.

Luk