U8A til Mc Donalds’s Liga Cup 2019 i Dalum

Weekenden den 29-30 Juni tog Herlev U8A til deres første stævne over to dage, nærmere bestemt Mc Donalds’s Liga Cup 2019 i Dalum, Fyn. Der var lagt op til to lange dage på fodboldbanen. Lørdag var der indmarch, hvor alle deltagende hold blev præsenteret. Som afslutning kom der faldskærmsudspringere der landede på banen, en med Danmarks største Dannebrog og en med alle kampboldene.
Lørdag bød på 5 kampe, først 3 kampe i indledende pulje, og derefter 2 i mellempuljen. Den indledende pulje blev vundet med 2 sejre og 1 uafgjort, og vi gik dermed videre som nr. 1 i puljen. De første 2 kampe i mellempuljen blev vundet og den sidste, som blev spillet tidlig søndag tog vi også sejren, og dermed blev Herlev igen puljevinder. I mellempulje 2 blev det igen til 2 sejre og 1 uafgjort, og dermed var vi klar til finalen, hvor vi skulle møde Farum på Dalum stadion.
Finalen blev vundet 1-0 og dermed kunne vi fejre en flot førsteplads efter 10 kampe med 8 sejre og to uafgjorte og en samlet målscore på 24-3 fordelt på to meget varme dage på Fyn. Det var et helt igennem fantastisk arrangement, som har gjort stort indtryk på drengene. De er enormt stolte af den store pokal de har vundet til klubbens pokalskab og de fortjener al den ros de kan få! Tillykke til drengene.
Stemningsbilleder fra turen - i kan også følge os på instagram, @herlevhi2011


