Uafgjort i bundkampen på Herlev Park fredag aften

En flot september fredag aften dannede rammen om et vaskeægte bundopgør i Sjællandsserien hvor vi som næstsidst tog i mod nummer sidst Glostrup.
Referenten ankom i god tid for at bemande speakerboksen og få tændt lyset til sæsonens første fredags kamp.
Gennem de mange sæsoner referenten har sendt indlæg til hjemmesiden har der få gange været kritik af enkelte bemærkninger og underspillet humoristiske indslag. Dette indlæg er derfor uden disse tiltag, det er råt for usødet direkte fra det hvide hjerte uden skelen til sarte sjæle!
Opvarmningen til kampen var med fuld fokus, referenten observerede koncentration og skarphed. Trænerteamet havde i den grad rystet posen, referenten havde i sidste indlæg jo opfordret til det men havde ikke lige set at Hassen gik fra bænken og helt ud af truppen, til gengæld var der glædeligt gensyn med Jakob som sammen med Zivan og Musa startede på bænken.
Begge hold kom fint ud med fuldt skrald på, til gengæld var trioen ikke helt varme og allerede efter 1 minut overså linjedommeren en off side på 2 meter på en godt Glostrup angreb som vi heldigvis fik afværget. Derefter satte vi os på kampen, vores anfører Julius og Piil på midtbanen satte dagsordenen mens Lange, Wolle og Michael lukkede af i forsvaret og både Alex og MC på kanterne ydede en flot indsats. Flere gode omstillinger gav os gode chancer og allerede efter 6 minutter kom vi foran da Julius omsatte en returbold fra egen kæmpechance til 1-0. Derefter sad vi godt på kampen og tilspillede os flere gode muligheder men Nicholas mangler i den grad skarphed foran kassen og er langt fra det niveau han havde før han blev skadet...
Michael redder os efter en halv time med et fremragende returløb og kort efter misbruger Nicholas endnu en stor mulighed. Inden pausen kommer vi på 2-0 da vores anfører energisk forfølger en tilbagelægning til Glostrups målmand der har en forfærdelig første berøring på den ujævne bane og nærmest tackler sig til en scoring og dermed en fantastisk afslutning på en fremragende 1.halvleg 2-0 og i kabinen.
Referenten sad i speakertårnet og havde flere forskellige overskrifter til dagens referat og tænkte det bliver en fantastisk start på weekenden. Men ak og ve det går aldrig som præsten prædiker. Glostrup skiftede 2 mand og vi satte Jakob ind i stedet for MC, Glostrup satte os under pres men vi stod ganske godt og fik afvist alle tilløb til chancer. Zirvan afløste Nicholas og vi fik fint styr på kampen og da Glostrup efter en times spil rammes af kampens første advarsel efter et groft frispark på Lange ser det lyst ud. Julius kommer til en kæmpe mulighed, Jakob efterfølgende inden Jonas disker op med en fantomredning derefter har Zirvan to muligheder uden udbytte. Trænerteamet vælger at udskifte Jakob igen da der mangler 10 minutter og med mindre Jakob var skadet så var det en taktisk brøler da Jakob med sin fysik fik lagt tryk på Glostrups bagerste kæde der aldrig fik ro på at få sat spillet op. Muza kom ind og har andre kompetencer end Jakob heriblandt hurtighed men ikke samme fysik. Da der er spillet 86 minutter kommer Glostrup på tavlen via et godt spark som Jonas ikke har en chance for at redde. Efterfølgende står vi godt på banen og får afvist Glostrup indtil der er spillet 90 minutter hvor Rasmus for gud ved hvilken gang træffer et forkert valg og i stedet for at sparke kuglen ud af kommunen skal spille smart og efter gentagne gange kampen igennem at have ageret overfor trioen med fagter og udbrud nu bringer sig i en situation hvor kampens dommer fløjter for et lidt tyndt straffespark som kun dømmes fordi kreditten er brugt op.
Mikael Anli skiftes ind for at sparke og han er stensikker 2-2.
MC kommer til en sidste mulighed men det hele ender 2-2 hvilket er pivende uretfærdigt efter spil og chancer.
Og for at vende tilbage til min indledning. Referenten har i august måned været medlem af denne fantastiske klub i 50 år og aldrig før har vi været så godt placeret med vores bedste seniorhold! Det skulle meget gerne fortsætte, så derfor gutter stram ballerne - alle skal yde en indsats for holdet og vores flotte placering! Der er ingen fribilletter!!
Kim