Sæsonens første sejr til 2. senior lørdag!

Frederikssund måtte tage hjem fra Herlev Park med et 2-1 nederlag
Sejr til 2. senior.
Efter måneders ombygning af atletikbanen, stærkt forsinket af den våde sommer, var det endelig tid til at spille i vante omgivelser. Stadionspeakeren var allerede i gang fredag aften da 1. senior vandt og var igen på plads som både speaker og referent til dagens opgør mod Frederikssund, et hold som netop var den modstander hvor vi i sidste sæson fik første sejr i Sjællandsserien. Vores anfører afsonede en enkelt karantænedag hvilket også medførte at han heller ikke måtte virke som assistenttræner, vores cheftræner havde 4 spillere på 19 år med i truppen, heraf startede Niklas og Naser inde mens Oliver og Marc tog plads på bænken sammen med alderspræsidenten på 29 år. Der var rigtig godt besøgt på Herlev Park og Frederikssunds mange tilhængere sætte fin stemning på tribunen hvor også flere trænerkollegaer fra Sjællandsserien var tilstede.
.
Vi fik en forrygende start på kampen, Nicholas virkede som om han var i spillehumør og allerede efter 1 minut fandt han med en genial lille pasning Niklas som iskoldt lagde læderet i kassen til højre for en chanceløs Frederikssund keeper og dermed 1-0 til os.
En kold dukkert for Frederikssund men 5 minutter efter var det os der fik en kold dukkert.
Vi er flere gange i sæsonen blevet spillet tynde i vores højre side når modstanderen spiller indenom vores back, det sker igen efter 7 minutter men Lange har set faren og får fat i kuglen og vil spille tilbage til Patrick, men dels får kuglen ikke fart nok og dels tøver Patrick hvilket gør at en Frederikssundspiller løber i mellem og prikker kuglen forbi Patrick men med for lidt fart så Lange er i løb og har mulighed for at cleare uden problemer, desværre er Ahler også i løb og vil cleare og da de to ikke får kommunikeret tackler de i stedet hinanden med det resultat at læderet ryger i kassen til 1-1, et helt grotesk selvmål. Heldigvis kommer de begge op på hesten igen. Spillet bølger derefter frem og tilbage uden de helt åbne målchancer til de to hold. Frederikssund har en rigtig boldspillende midtstopper i Mikkel Eliasen som gang på gang kommer foran os og får spillet bolden frem igen, Jakob kan som den eneste midt på dække kuglen af når han får den med ryggen mod Frederikssunds mål men har svært ved at komme rundt om den dygtige stopper, flere gange forsøger vi gennembrud på kanterne og især Alex har flere gode gennembrud uden vi dog for alvor bliver farlige. Kampens dommer var et af Dansk Fodbolds meget store talenter, Frederikke Søkjær, som vi har haft fornøjelsen af flere gange og altid med en særdeles kompetent indsats hvilket medfører masser af respekt, i dag ingen undtagelse bortset fra det sidste kvarter i 1.halvleg hvor to ens situationer medfører to helt forskellige sanktioner. Ved et frispark til os vil Thelander sætte bolden hurtigt i spil, en indøvet detalje, det medfører en advarsel til Thelander for at sparke bolden væk, et minut efter gør Frederikssund præcis det samme uden det medfører andet end de skal sparke frisparket om hvilket naturligt medfører voldsomme frustrationer fra vores bænk. Kort før pausen vinker linjedommeren for en forseelse i Frederikssunds straffesparksfelt, ligner en off side, spillet kører videre i næsten 2 minutter mens den arme linjedommer står strunk med flaget hævet - omsider vinker dommeren sin linjedommer af og dermed pause, begge hold og trioen går i kabinen.
.
Cheftræneren skifter vores målscorer ud til fordel for Marc og kort efter er Jakob løbet tør for luft og ind med Oliver hvilket gør vores hold endnu yngre. Det kan nu ikke ses på spillet, vi forsøger stadig at jagte den vigtige scoring til 2-1 mens Frederikssund med deres 5 point bedre kan bruge uafgjort end vi kan. Efter en time kommer Wolle ind i stedet for Naser, dermed ryger Lange ud som højre back og med tre stærke hovedstødsspillere får vi lukket godt ned for Frederikssunds indlæg, resten tager Patrick sig af. Banens i særklasse bedste spiller, Mikkel Eliasen fra Frederikssund, får lukket alt ned midt på og spiller sig ud af alle situationer hvilket gør at vi er tvunget til spil på kanterne og så ellers håbe og tro på en dødbold. Med et kvarter igen får Frederikssund deres første advarsel for et groft frispark, i sidste uge straffede vi det promte, i dag skulle vi bruge 2 minutter. Frisparket blev clearet til hjørnespark som Piil slog godt ind fra venstre side og i klumpen blev der scoret til 2-1, referenten mente i første omgang det var Nicholas sådan som han jublede, men det var et selvmål da bolden ramte en Frederikssundspiller på benet. Resten af kampen blev en åben slagudveksling, trods en mand nede trykkede Frederikssund på, Ahler fik krampe, Wolle gik i græsset, begge kom op men det medførte over 5 minutters tillægstid, inden da fik både Nicholas og en Frederikssundspiller advarsel således det sluttede 10 mod 10. Dybt inde i tillægstiden sender Patrick Alex af sted med et præcist udkast, desværre uden den forløsende scoring som for alvor havde lukket kampen, vi red stormen af og kunne sætte den første sejr ind på kontoen efter en til tider godt spillet kamp men i særklasse koncentreret indsats.
.
Næste uge gælder det topholdet BSF ude, referenten er klar igen.
Kim