Nederlag i lokalopgøret mod Liria!

Selvforskyldt nederlag i lokalopgøret mod Liria.
Efter sidste weekends klare nederlag til Farum skulle der point på kontoen. Rammerne var i orden på Skinderskovgårds velplejede græstæppe, Ahler og Lange var tilbage i midterforsvaret derfor startede Wolle og Zirvan på bænken, fra 1.holdstruppen fik vi Patrik på kassen og Kasper som højre back. Bedømt på den sidste uges kampe inklusiv DS kampen mod Holbæk har vi 3 rigtig dygtige målmænd til rådighed.
Begge hold lagde fra land som lyn og torden, Liria gav prøver på deres flotte kombinationsspil krydret med fysik, det gik desværre udover Piil allerede efter et kvarter, en hård tackling på hoften og dermed var Piils kamp forbi. Ind med Zirvan som ikke helt har de fysiske kompetencer som Piil og dermed var det op til vores anfører at få ryddet op på midtbanen. Kort efter rammes Liria af kampens første advarsel og i spillet 11 mod 10 kommer vi fortjent på 1-0 da Lange bliver fremme efter hjørnespark og med en bred inderside sætter sæsonens første scoring ind. Vi kommer frem til flere meget store muligheder uden at kunne score, i modsatte ende giver Patrik prøver på sit fremragende målmandsspil og dermed ender 1. halvleg 1-0 til os.
Kort efter pausen får Liria udlignet på et aldeles fremragende mål tordnet ind uden den mindste chance for Patrik. Derefter fik vi smæk for skillingen, med få minutters mellemrum fik Liria 2 advarsler og dermed spiller vi 11 mod 9, det udnytter Nicholas til at bringe os i front 2-1 på et rigtigt energimål. Det holdt desværre ikke længe, et dumt boldtab i vores højre side og dermed 2-2 en rigtig mavepuster. Med et kvarter tilbage får Liria endnu en advarsel og på vej ud sparker spilleren til vanddunkene og dermed endnu en advarsel og badebillet. Vi tilspiller os flere kæmpechancer men dels er vi ikke koldblodige foran kassen og dels går klappen ned med arrogante løsninger som ikke er brugbare i SjællandsserienSS. På det der nærmest blev kampens sidste spark scorer Liria til 3-2 hvilket også bliver slutresultatet, en kæmpe selvforskyldt nedtur med masser af frustrationer til følge.
Vi kan kunne kigge på os selv, for mange trækker sig i tacklingerne og spiller frøkenbold!
Lad os få renset luften på tirsdag således vi er klar til sæsonens første point på lørdag mod Tuse på Herlev Park hvor opvisningsbanen forhåbentlig er klar igen.
I øvrigt blev den intense kamp ledet af en aldeles fremragende dommertrio som på intet tidspunkt lod sig mærke at de mange dumme tilråb der kom undervejs.
Referenten er klar på lørdag, forhåbentlig i speakerboksen.
Kim