Forløsning i Frederikssund for vores 2. senior!

Hvis ikke ordet krise skulle være en del af næste uges agenda på træningsbanen så var kravet point i dagens kamp i Frederikssund. Referenten ankom i god tid til Kalvøen hvor en af Sjællandsseriens fineste opvisningsbaner tog i mod de to hold.
For blot få sæsoner siden var Frederikssund en del af de fine selskab i 2. division og det bar rammerne præg af, entre, kampprogram, musik, speakerboks, måltavle og et godt stykke over 100 tilskuere, heldigvis også en del fra Herlev. For at begå sig på dette niveau skal man huske på de 3 gange K, vi skal være klar, kyniske og konsekvente.
Til dagens kamp var Lange og Julius tilbage efter ferie og dermed havde vi 5 jernmænd centralt placeret, Lange og Wolle i midterforsvaret foran Daniel, Julius, Piil og vores anfører på midtbanen med de to hurtige kanter MC og Alex. Begge hold levede fint op til de 3 gange K, det blev derfor en chance fattig men intens 1. halvleg hvor det var tydeligt at trænerteamet i ugens løb havde arbejdet benhårdt på at få minimeret de små fejl samt ikke mindst få en verbal positiv kommunikation ind på holdet. Største mulighed tilfaldt Julius men hans forsøg blev blokeret og derfor ganske retvist 0 – 0 ved pausen, begge hold gik i omklædningsrummet.
Der var ingen ændringer blandt de 11 da vi gik i gang med 2. halvleg men efter en times intens kamp støder Julius og en Frederikssund spiller hovederne sammen og Julius flækker sit ene øjenbryn og køres på skadestuen, ingen scoring til Julius i weekenden da han på det nærmeste lignede Hulk på vejen ud. Zirvan kom ind i stedet. Kort efter får Wolle en lidt tynd advarsel og dermed 10 mod 11, vi kom under pres, stod godt på banen og Daniel plukkede alle indlæg ned som om han var på æblerov og kun en gang er der for alvor fare på færde foran hans mål. Da vi bliver fuldtallige igen får vi lagt godt pres på Frederikssund og efter 80 minutter afsluttes kampens bedste angreb med at en Frederikssundspiller header kuglen på egen overligger med efterfølgende hjørnespark. Piil smider en sukkerkugle ind i hovedet på Zirvan der elegant snitter den over i det lange hjørne til vild jubel for hele holdet, bænk og supportere, det lugtede for alvor af point. Kort efter rammes Frederikssund af en advarsel og nu stank det nærmest af point, desværre får vi ikke lukket kampen til 2 – 0 og da Frederikssund bliver fuldtallige kom der for alvor pres på os.
Kampens udmærkede dommer havde lagt 7 minutter til, primært grundet uheldet med Julius, og trods voldsomt pres fra Frederikssund var vi klar, kyniske og konsekvente og der var vild forløsning da der blev fløjtet af. Vi holdt nullet, fik sæsonens første sejr i en helt igennem flot hold præstation hvor alle løb ekstra for sine holdkammerater, en verden til forskel i forhold til den sidste halve time mod FC Lejre.
Næste weekend er der bold fredag aften på Herlev Park hvor 1. holdet møder Virum Sorgenfri og vi på samme bane lørdag formiddag møder Allerød, speakerboksen er bemandet til begge kampe.