Menu

Endnu et klart nederlag på hjemmebanen.

image
Kim Wolfram
03. september 2017 kl. 19:01
2. senior måtte se sig slået med 4-0 af Tuse
Endnu et klart nederlag på hjemmebanen.
Mod forventning er Herlev Park endnu ikke klar til bold til trods for at entreprenøren, Arkildsgård, fik entreprisen med at renovere løbebanen med en garanteret tidsplan som sagde at projektet ville være afsluttet 1. august så derfor var det bane 6 som lagde græs til hjemmekampen mod Tuse. Referenten ankom i god tid og fik inden kampen en kort snak med et par af de skadede nøglespillere, Hasan og Jakob, Hasan er definitivt ude resten af året, Jakob vender måske snart tilbage.
.
Ovenpå sidste uges dumme pointtab skulle det være dagen hvor vi kom på tavlen. Det startede også fint og allerede efter 5 minutter burde vi være tilkendt et straffespark da Nicholas blev væltet i Tuses straffesparksfelt men dagens dommer vinkede afværgende, i stedet blev det kort efter 1-0 til Tuse, endnu en gang spillede vores modstander os tynde i vores højre side og satte kuglen ind uden chance for Daniel på kassen. Vi forsøgte ihærdigt at komme tilbage men det er tydeligt vi er ramt på selvtilliden, der mangler den sidste skarphed, modsat havde Tuse held til flere gange at spille os tynde med dybe løb fra deres centrale spillere, Lange måtte midtvejs ty til et professionelt frispark for at hindre at en Tusespiller fik frit løb fra midten, det kostede en reprimande fra kampens dommer som til dagen lagde en linje hvor det var tilladt at gå til stålet.
Mod slutningen af 1.halvleg fik vi lagt et vedvarende tryk på Tuse med flere gode muligheder og for første gang i kampen kunne Tuse ikke få flyttet spillet frem da vi dygtigt satte genpres ind når Tuse forsøgte at cleare. Det medførte flere hjørnespark som alle blev slået efter Ahler, desværre har vores modstandere læst på lektien og de forsøgte på intet tidspunkt at vinde den ulige kamp mod Ahler, gik blot på kroppen af ham således at Ahlers afslutninger ikke fik snert nok. Dybt inde i tillægstiden får vi et frispark lige uden for Tuses straffesparksfelt, det tages hurtigt med en pasning til Nicholas der allerede er i løb, desværre er Nicholas også ramt på selvtilliden derfor tager han en enkelt berøring inden han hakker til læderet hvilket gør at Tuses glimrende målmand får reddet til hjørnespark. Mere sker der ikke i 1. halvleg men vi går trods alt til pause med en god fornemmelse.
.
Den blev desværre ødelagt kort ind i 2. halvleg, Tuse har et godt gennembrud i vores højre side og slår et skarpt indlæg til bageste stolpe hvor deres anfører sætter forplantningsevnen på spil for at nå kuglen inden sammenstødet med målstolpen og får raget 2-0 målet ind mens vi bare kigger på i stedet for at følge med, et rigtigt energimål. Det bliver også 3-0 på en linjedommer fejl, der overser en klar off side, Tuse takker og lukker. Inden slutfløjtet blev det også 4-0 og dermed 2 grimme nederlag på hjemmebanen til to modstandere som begge var klart bedre end os, det der gør ondt er det unødvendige nederlag mod Liria.
Der var glædeligt gensyn med MC der vel har været ude et lille år med skader, MC er endnu et stykke fra topformen, men det skal nok komme.
Som skrevet i indledningen følte vi os snydt for et straffespark kort inde i kampen men til dommerens ros så fulgte han sin linje kampen igennem og selv om vi undervejs fik frustrationerne ud verbalt lukkede han ørerne og gennemførte kampen uden at uddele advarsler, så selv om det ikke er populært så mener referenten at det var en særdeles fin dommerpræstation mens der stadig er ting at arbejde med for linjedommeren hvilket vejlederen sikkert også har påpeget efter kampen.
På lørdag gælder det sidste sæsons vinder af serie 1, Lundtofte, et hold vi har mødt flere gange i serie 1 og som vi forhåbentligt har forberedt os på, referenten husker især deres spil omkring dødbolde og de lange indkast som kom som et projektil ind midt i vores straffesparksfelt.
Referenten er klar igen.
Luk