Menu

2. senior i sjællandsserien indleder sæsonen med et nederlag!

image
Kim Wolfram
20. august 2017 kl. 18:23
Et stærkt Farum hold vinder 3-0 i Herlev Park!
Nederlag i første kamp.
Så ruller bolden igen i Sjællandsserien og referenten er igen klar. Da Herlev Park er under ombygning, renovering af atletikbanerne, skal de kommende kampe for både DS og SS afvikles på træningsbanerne. Herlev Kommune havde klargjort bane 1 til vores kamp og herfra er der bare at kvittere, rammerne var i orden, vejret ligeså så der var godt med tilskuere rundt om afspærringen.
.
Optakten til dagens kamp mod Farum var ikke den bedste, der var en del afbud grundet skader og udenlandsophold til kampen. Wolle der kun havde et enkelt træningspas i benene og udgjorde sammen med Zirvan vores midterforsvar, klubmanden Jonas havde søgt andre udfordringer derfor havde vi Daniel på kassen. Farum gjorde sidste sæson det onde ved os i første runde, 5-0 i Farum og 5-1 i returopgøret og er i øvrigt et hold vi kender ganske godt. Vi vidste de kom med masser af fysik og dertil en fin boldomgang. Farum fik lagt et godt tryk på os og fandt hurtigt ud af at vores højre side var lige så åbent som en jysk motorvej, vores højre back blev gang på gang overspillet men dels var Daniel en sikker sidste skanse og dels fik vores midterforsvar clearet udmærket. Linjedommeren i vores venstre side havde ikke sin bedste dag og kunne slet ikke følge med og fik hverken vinket målspark eller off - side hvilket medførte voldsomme frustrationer og ikke mindst store muligheder til Farum. Midtvejs i 1. halvleg kommer Farum på 1-0, endnu en gang er det galt i vores højre side, bolden tabes helt håbløst og denne gang slår Farum indlægget helt modsat hvorefter kuglen sættes i nettet fra en spids vinkel uden chance for Daniel. Senere rammes vi af kampens første advarsel da Sjørring forfølger en løs bold sammen med Farums målmand, i tacklingen falder målmanden skrigende til jorden og referenten har allerede mobilos fremme for at ringe 112, med det skrigeri og rullefald måtte der være tale om dobbelt benbrud, helt mirakuløst kommer målmanden på benene straks Sjørring havde fået advarsel og minsandten om ikke han selv kunne sparke frispark, referenten har stor sympati for at der spilles fysisk som Farum praktiserer men en anden gang så lad tøserne blive hjemme.
.
Vi kommer til pause bagud med 1 efter en første halvleg hvor vi ikke tilspiller os en regulær målchance og kun godt målmandsspil af Daniel gjorde at kampen ikke var lukket ved pausen.
Vi kommer ud og forsøger ihærdigt at komme ind i kampen mens Farum bliver ved med at tilspille sig chancer via vores højre side og kampens anden scoring kom også derfra, et dumt frispark 20 meter fra mål sparkes i kassen uden chance for Daniel, et gudemål som enhver fodboldelsker bare ikke kan få nok af men surt det rammer ens eget hold. Derefter får vi endnu et one mands show af linjedommeren, Wolle smækker en dropbold over hele Farums midtbane og forsvarskæde, Patrick tager løbet nærmest fra egen banehalvdel men bliver vinket off - side inden han passerer de sidste Farumspillere, helt horribelt og ganske menneskeligt kommer frustrationerne ud og medfører derfor advarsel til Nicholas og vores cheftræner er heldig med ikke at blive bortvist. Midtvejs lukker og slukker Farum til 3-0, igen kikser vi i højre side og med en times forsinkelse træffer cheftræneren beslutningen om at spare vores arme højre back for mere.
.
Vores eneste åbne målchance kommer da vi tager et hurtigt frispark hvorefter Nicholas er helt fri men får overplaceret sin afslutning og dermed ender det 3-0 til Farum, helt fortjent og uden Daniel kunne de have gentaget resultatet fra sidste sæson. Farum er bedømt ud fra dagens kamp en af to favoritter til oprykning til DS, et fysisk og meget velspillende hold uden svage punkter.
.
Næste opgave er en udekamp på Skinderskovgård mod Liria, referenten er klar og håber at vores skadede og ferieramte spillere efterhånden er retur, udover Wolle er det glædeligt at et par andre gamle HI kæmpere er på vej tilbage da både superteknikeren Ibæk og den elegant spillende midtstopper Sammy har valgt at påbegynde træningen.
Kim 

 

Luk