Menu

Ugen der gik i Herlev IF..(uge 19)

image
Steven Knudsen
20. maj 2021 kl. 07:19

Ugen der gik i Herlev IF…. (uge 19)

Mandag:

U12D fik besøg af BSF, som altid er garant for en god fight. Det var også gældende denne aften, men heldigvis ville Herlev IF også give alt hvad de havde. Det blev til en rigtig fin fodboldkamp, og begge mandskaber gav alt hvad de havde. Heldigvis var det Herlev IF-spillerne der fandt nettet flest gange og kunne gå fra banen med en sejr på 3-1.

+55 holdet fik besøg af Stenløse BK, i en kamp der blev en målfattig affære. Begge hold havde chancerne men ind ville bolden ikke. De delte derfor i porten i en 0-0 løsning.

+60 holdet var kørt en tur til Værløse, og her kunne man godt finde netmaskerne. Herlev IF holdt sig ikke tilbage. Det var ikke meget de overlod til hjemmeholdet, der brugte det meste af tiden på at løbe efter bolden. Herlev IF hev en flot sejr hjem på 1-5 og de burde nok have haft søsyge piller med til hjemmeholdet.

Tirsdag:

U18 pigerne fik i 8-mandsrækken besøg af Kværkeby IF. Et yderst oplagt Herlev IF startede virkelig godt ud og der blev skabt mange chancer efter gode opspil. Dette resulterede i flere mål til hjemmeholdet, som ikke stoppede bombardementet af Kværkebys mål. Personen der holdt styr på målscoringen, havde travlt, og der skulle noteres flittigt. Da dommeren fløjtede kampen af stod der 14-1. Et flot resultat af pigerne, som fik spillet en god omgang fodbold.

Onsdag:

U11D lagde ud denne aften med at tage imod BSF. Det var desværre udeholdet som startede bedst og de gjorde det svært for Herlev IF-spillerne. Det var derfor også dem der kunne gå til en pauseføring på 0-2. Herlev IF kom dog flot ud til 2.halvleg og fik kreeret flere chancer og minsandten om det ikke resulterede i 2 mål. Med lidt held kunne de også havde bragt sig foran, men skæbnen ville det anderledes. BSF fik en chance kort før slutfløjt, som de desværre udnyttede og vandt kampen 2-3. Ellers en et flot comeback af Herlev IF.

3.senior skulle en tur til Ejby, hvor bysbørnene fra Ejby IF 1968 ventede. Herlev IF-spillerne virkede afventende i starten af kampen og det var hjemmeholdet der sad på det meste. Det var også dem der i sidste ende kunne kalde sig vindere, da resultatet blev 3-1.

Oldboys holdet skulle en tur til IF Bytoften, der havde fået rykket deres serie 2 hold ned i Oldboys-rækken. Der ventede derfor Herlev IF-spillerne noget af en opgave, men det skræmte dem ikke. I en yderst underholdene fodboldkamp, var Herlev IF med hele vejen. Med lidt held kunne Herlev IF have vundet kampen, men det stoppede ved 4-4. En yderst godkendt indsats af Herlev IF.

Torsdag:

1.senior kunne i weekenden kalde sig gruppespils vindere. Om det stadig var det der sad i benene, denne torsdag vides ikke. Det kunne dog konstateres at Herlev IF ikke ramte dagen mod et veloplagt GVI, der havde hjemmebane. Resultatet blev 3-1 til GVI, hvilket ikke var ufortjent. Forhåbentlig henter Herlev IF 3 point i den sidste gruppespils-kamp inden det gælder oprykningsspilet.

Lørdag:

U10A tog imod Hareskov IF, som ikke virkede helt forberedte til opgaven. Herlev IF startede som lyn og torden, og lagde virkelig flot fra start. Det resulterede også i en 3-0 føring. Så hvilede man desværre på de berømte laurbær og Hareskov IF blev inviteret på picnic. Man må sige at de tog for sig af retterne for pludselig stod den 3-3. Herlev IF skulle nu grave dybt i værktøjskassen og finde lidt magi frem. Det blev formlen på sejr, for kort før tid kanonerede en Herlev IF-spiller bolden direkte op i højre hjørne og Herlev IF-spillerne kunne juble over en 4-3 sejr.

U11D fik besøg af LSF. Det blev til sen meget seværdig fodboldkamp med mange chancer og flotte aktioner. Kampen bølgede længe frem og tilbage og det var svært at spå om hvor der tog det længste strå. Kort før tid lignede det LSF der var foran 2-3. Herlev IF fik dog en sidste chance og den blev udnyttet til slutstillingen 3-3.

U12SU kørte til Greve Fodbold, hvor der forhåbentlig ventede 3 point. Greve Fodbold lagde sig dog ikke ned med det sammen og Herlev IF skulle også spille op til niveau. Det formåede Herlev IF til fulde og det der var derfor også dem der kunne strække hænderne op over hovedet og synge sejrsang med en 0-2 sejr.

U15 tog imod Virum-Sorgenfri. Herlev IF dominerede overalt på banen og tilspillede sig til et utal af chancer. Virum kommer foran på en opdæknings fejl i 1 halvleg, men Herlev IF producerer fortsat et hav af muligheder til at udligne. I 2 halvleg brænder Herlev IF straffe, men udligner kort et efter på et spark fra midten. Virum scorer herefter på et flot frisparks mål. Herlev IF-spillerne kæmper for udligning og har mange chancer. Desværre ender kampen  1-2 til Virum. Flot fodbold fra begge hold og kæmpe applaus til U15 for at kæmpe til det sidste.

U11B skulle møde Friheden BK, som man tidligere havde spillet tætte kampe med. Herlev IF-spillerne havde virkelig lyttet efter under taktikmødet og de gjorde alt til punkt og prikke. De spillede den flotteste halvleg længe og med 2 flotte mål var de foran 2-0 ved pausen. Herlev IF glemte dog at komme ud til 2.halvleg og når udeholdet har en spiller der laver 6 mål, så der det ikke nemt. Så slutfløjtet blev 2-6 til Friheden.

U11SU mødte Vanløse og det blev en meget spændende kamp med 2 angrebslystne hold. Det var Vanløse der startede bedst og bragte sig foran. Herlev IF ville dog også lege med og de bragte balance i stillingen og de bragte sig også foran. Herlev IF stoppede ikke her og de udbyggede føringen. Vanløse lod sig dog ikke slå ud og de reducerede til 3-2. Trods flere chancer til begge hold, så forblev stillingen 3-2 til Herlev IF.

U18 pigerne skulle med 11-mandsholdet en tur til Frederiksværk. Det blev en tæt fodboldkamp, hvor udfaldet kunne gå begge vej. Herlev IF-spillerne kæmpede virkelig flot. Der var chancer i begge ender som holdene forstod at udnytte. Det blev derfor også en resultatmæssig tæt kamp, hvor Herlev IF havde overskuddet til sidst og derfor kunne lade sig hylde som vindere. Men med et 4-5 resultat vidner det også om en tæt kamp.

5.senior snørede støvlerne da Rosenhøj BK kom på besøg. De skulle dog nok have strammet de snørebånd noget mere, for det var udeholdet der denne lørdag var skarpest foran kassen. Hele 4 gange fik de bolden over stregen og da Herlev IF kun formåede at gøre det 2 gange blev det desværre til et 2-4 nederlag denne lørdag.

U18 pigerne skulle igen møde Kværkeby i 8-mandsrækken, nu på udebane. Hjemmeholdet havde læst på lektien og Herlev IF var ikke lige så dominerende som i første kamp. Men der stod faktisk Herlev IF på det meste og man kunne derfor også vende snuden mod Herlev mod en 0-4 sejr i baggagen.

Søndag:

U9 pigerne og U10D var denne søndag ude til SBU stævner, og det gik rigtigt godt. Mange gode kampe blev spillet og humøret var endnu en gang i top.

U12B spillede lokalderby imod B.73 denne solbeskinnede søndag. De fremmødte tilskuere kunne se et Herlev IF-hold der ville frem over stepperne. Med angrebsivrig tilgang og en disciplineret defensiv indsats blev grundstenene til en sejr lagt. Herlev IF dominerede det meste af kampen og det blev derfor også til en flot 7-3 sejr.

U17 drenge mødte Lynge-Uggeløse. Herlev IF har fået en del store sejre i denne sæson, men denne søndag skulle der kæmpes ekstra for de 3 point. Herlev IF havde dog de midler der skulle til, men Lynge-Uggeløse gjorde også deres til at det blev en seværdig fodboldkamp. Da dommeren fløjtede for sidste gang, kunne Herlev IF-spillerne sætte 3 point mere ind på kontoen da stillingen var 3-2.

Det var det for denne uge. En stor tak til alle jer der kom forbi og støttede op…

FORZA HERLEV IF…

 

  

 

Luk